Psykoanalysen

Det Psykoanalysen er en psykoterapi og på samme tid en psykologisk teori. Det blev grundlagt af Sigmund Freud og er pioneren inden for dybdepsykologi.

Hvad er psykoanalyse?

Psykoanalyse er en psykoterapi og på samme tid en psykologisk teori. Det blev grundlagt af Sigmund Freud og er pioneren inden for dybdepsykologi.

Psykoanalyse kan opdeles i tre områder. Fra et videnskabeligt perspektiv behandler psykoanalyse ubevidste psykologiske processer. Talrige forskellige skoler for psykoanalyse har videnskabeligt udviklet Freuds teorier og suppleret dem med forskellige koncepter. Kendte efterfølgere af Freud er for eksempel Melanie Klein, en pioner inden for området børnepsykoanalyse og objektforholdsteori, eller Heinz Kohut, grundlæggeren af ​​den selvpsykologiske retning af psykoanalyse.

Psykoanalyse kan også ses metodisk. Hun har udviklet sine egne metoder til undersøgelse af den menneskelige psyke. Men psykoanalyse har kun opnået reel bevidsthed blandt offentligheden som en terapeutisk metode. I modsætning til adfærdsterapi hævder psykoanalyse at være i stand til at identificere og helbrede årsagen til den psykologiske lidelse.

Behandlinger og behandlingsformer

Grundlaget for psykoanalyse som en terapeutisk procedure er, at den aktuelle psykologiske udvikling af mennesket er baseret på erfaringer fra fortiden. Det betyder, at alle ønsker, ønsker, behov og følelser, som en person har i dag, er knyttet til begivenheder fra deres tidligere liv. Imidlertid har disse årsagsforhold en tendens til at påvirke adfærd på et ubevidst niveau og opfattes sjældent af mennesker selv.

Ifølge psykoanalyse har hver person en bevidstløs, der har stor indflydelse på individets handlinger og tanker. Den ubevidste er især involveret i mentale problemer og mentale sygdomme. Freuds påstand om psykoterapi var at bringe disse ubevidste dele til bevidsthed, som dagligt påvirker mennesker i deres handlinger og tanker. Psykoanalyse er således en afslørende terapi. Tanken bag bevidstheden er, at patienten kan opleve indsigt og forståelse ved at se på de ubevidste forbindelser i sin sygdom.

Formålet med psykoanalyse er at omforme og omstrukturere patientens personlighed på en sådan måde, at egenskaber, der bidrager til at opretholde sygdommen, mister deres indflydelse. Der er forskellige behandlingsmetoder at vælge imellem for at nå dette mål.

Klassisk psykoanalyse er en langvarig proces med tre til fem timers sessioner om ugen. Patienten ligger på en sofa og siger alt, hvad der kommer til at tænke på. Man taler her om "fri forening". Analytikeren lytter og tilbyder patienttolkninger af disse foreninger. Klassisk psykoanalyse inkluderer op til 300 sessioner og kan tage flere år. I dag bruges denne procedure sjældent på grund af dens høje omkostninger, men den blev især anbefalet af Freud til behandling af dybe og langvarige psykiske lidelser.

Medium-term psykoanalytiske terapimetoder såsom dynamisk psykoterapi, psykoterapi baseret på dybdepsykologi eller langtidsterapi er mindre tidskrævende. Disse procedurer har tendens til at være konfliktcentreret, dvs. de er ikke frit forbundet, men snarere behandleren ser på patienten og fokuserer konflikten her og nu med henblik på de underliggende oprindelseskonflikter.

Den positive effekt af dybde-psykologiske procedurer er videnskabeligt bevist, især for depression, paniklidelser, grænseforstyrrelser og posttraumatiske stresslidelser. Analytiske kortvarige behandlingsformer er velegnede til kortvarig kriseintervention og akut behandling. Disse overstiger ikke 25 sessioner. Patienten og analytikeren koncentrerer sig om at identificere og løse en kernekonflikt. En velkendt kort psykoanalytisk procedure er fokalterapi ifølge Michael Balint.

Du kan finde din medicin her

➔ Medicin til at berolige og styrke nerver

Diagnose & undersøgelsesmetoder

Før en psykoanalyse er der en diagnose i form af en indledende samtale. Hovedmålet er at bestemme, om patienten med sit problem endda er egnet til psykoanalyse. Fokus er på overførsels- og kontratransferensprocesser typiske for psykoanalyse. Terapeuten selv er snarere den deltagende observatør end lederen af ​​samtalen. Den skal registrere patientens levevilkår og tage hensyn til hans livsudvikling. Forskellige procedurer anvendes som en initial anamnese.

Ud over ovennævnte mål sigter den interaktive samtale ifølge Balint også til at understrege de tidsmæssige forbindelser mellem symptomerne og livshistoriske begivenheder. Det første psykoanalytiske interview ifølge Argelander fokuserer mere på optagelsen af ​​ubevidste meddelelser og ytringer fra patienten. Konklusioner om tidligere erfaringer bør derefter drages ud fra dette. Livshistorien og de biografiske data spiller en ubetydelig rolle her. Den dybe psykologiske biografiske anamnese ifølge Dührsen og Rudolf sigter mod at fange de psykosociale og udviklingsmæssige faktorer fra patientens nuværende og tidligere liv så fuldstændigt som muligt. Patientens medicinske historie og livshistorie tages også med i betragtning, ligesom den aktuelle sociale livssituation.

Ved hjælp af den strukturelle samtale ifølge Kernberg sondres der mellem de tre hovedtyper af personlighedsorganisation. Til dette bestemmes det neurotiske funktionsniveau, det grænsefunktionelle niveau og det psykotiske funktionelle niveau.Patientens oplevelse af sygdom og forventningerne til behandlingen kan registreres med det diagnostiske interview til Operationalized Psychodynamic Diagnostics. Rammebetingelserne, hvorpå samtalerne gennemføres, er normalt meget ens.

Hver af disse interviews varer cirka en time. Grundlæggende mål såsom at indlede et terapeutisk forhold og vurdere årsagskonflikter er også de samme. Imidlertid er interviewets fokus meget forskelligt. Som et alternativ til interviewene kan metoden til biografisk anamnese også bruges til diagnose. Den psykologiske, medicinske og sociale udvikling registreret der giver terapeuten et omfattende overblik over patientens hele personlighedsudvikling.