Farmakokinetik

Under udtrykket Farmakokinetik alle processer opsummeres, som de medicinske stoffer i kroppen er underlagt. Det handler om, hvordan kroppen påvirker medicinen. I modsætning hertil kaldes påvirkningen af ​​de aktive ingredienser på organismen farmakodynamik.

Hvad er farmakokinetik?

Farmakokinetik beskriver frigivelse, optagelse, distribution, biokemisk metabolisme og udskillelse af lægemidler i kroppen. Kort sagt kaldes denne samlede proces LADME udpeget. Ordet LADME består af de første bogstaver i de engelske betegnelser på frigivelse (befrielse), optagelse (absorption), distribution (distribution), metabolisme og udskillelse (udskillelse).

Udtrykkene farmakokinetik og farmakodynamik må ikke forveksles. Beskrivelsen af ​​farmakokinetik handler ikke om lægemidlets virkningsmekanisme, men om dets ændring under påvirkning af kroppen. Omvendt beskrives lægemidlets virkningsmekanisme på målorganet under betegnelsen farmakodynamik. Farmakokinetik blev etableret i 1953 af den tyske børnelæge Friedrich Hartmut Dost som et resultat af hans konstatering af, at dosisanbefalinger til lægemidler til voksne og børn skal bestemmes efter forskellige principper.

Funktion, effekt & mål

De fem faser af farmakokinetikken er opdelt i invasion- og undvikelsesfaserne. Invasionfasen inkluderer frigivelse, optagelse og distribution. I denne fase tilføres den aktive ingrediens til organismen. Metabolisme og udskillelse af medikamenter er en del af undvikelsesfasen (henrettelse fra kroppen).

En frigivelse (frigørelse) af den aktive ingrediens er nødvendig, hvis lægemidlet ikke allerede er i opløst form. Befrielse er det tempobestemmende trin i hele processen. Derfor skal lægemidlets doseringsform tilpasses til den ønskede hastighed for dets effektivitet. Da der ønskes hurtig effektivitet i akut smerte, administreres tabletter med hurtig frigivelse eller brusetabletter her. Hvis der også opstår symptomer som kvalme og opkast, er administration af suppositorier mere fornuftig trods den langsommere frigivelse af den aktive ingrediens.

Der er særlige udfordringer med behovet for ændret lægemiddelafgivelse. Dette er f.eks. B. tilfældet, hvis den aktive ingrediens blev ødelagt af mavesyre. I dette tilfælde kan den først frigøres, når tabletten eller kapslen er passeret gennem maven. Dette mål kan nås ved passende formulering af tabletten med et syrebestandigt beskyttende lag. Det beskyttende lag opløses derefter i tyndtarmen. Endvidere kan såkaldte depottabletter sikre en forsinket frigivelse af den aktive ingrediens for at forlænge doseringsintervallet. Nogle terapeutiske systemer er afhængige af den kontrollerede frigivelse af den aktive ingrediens over en lang periode.

I det andet trin absorberes den aktive ingrediens i blodbanen. Hvis lægemidlet administreres i flydende og opløst form, udelades det forrige frigivelsestrin. Resorptionsprocessen kan finde sted via forskellige mekanismer, såsom passiv diffusion gennem cellemembraner, bærermedieret diffusion, aktiv transport eller fagocytose. Mange fysiske eller kemiske faktorer påvirker absorptionen. Størrelsen og blodstrømmen i absorptionsområdet såvel som kontakttiden med det spiller en vigtig rolle.

En forkortet kontakt kan fx være resultatet af en for hurtig tarmpassage i tilfælde af diarré, hvor lægemidlets effektivitet er alvorligt begrænset. I det tredje trin cirkulerer den aktive ingrediens i blodet og distribueres således over hele kroppen. Sådan kommer han til målorganet. Distributionen afhænger også af mange parametre, såsom opløselighed, kemisk struktur eller evnen til at binde til plasmaproteiner. Organernes struktur, pH-værdien eller membranernes permeabilitet spiller også en rolle. I det fjerde trin forekommer den såkaldte metabolisme af den aktive ingrediens hovedsageligt i leveren.

Det funktionaliseres først og hydrofiliseres derefter i et yderligere trin. Under funktionaliseringen finder oxidation eller reduktionsreaktioner eller hydrolyse sted. Den aktive ingrediens bliver enten ineffektiv eller øger endda dens virkning. I nogle tilfælde kan toksiner også produceres under stofskiftet. Under hydrofiliseringsprocessen får lægemidlet en funktionel gruppe, der gør det vandopløseligt. Reaktionsproduktet kan derefter udskilles i urinen i det femte trin i farmakokinetikken.

Risici, bivirkninger og farer

Hver fase af lægemidlets farmakokinetik udgør også risici for organismen. Frigørelsesfasen alene bestemmer effektiviteten af ​​lægemidlets virkning. I værste fald kan lægemidlet forblive helt ineffektivt, hvis doseringsformen er uegnet.

Apotek står også overfor udfordringen med at formulere tabletter eller kapsler på en sådan måde, at de udvikler deres virkning på det rigtige tidspunkt eller er effektive over en længere periode. Absorptionen af ​​de aktive ingredienser kan også forstyrres af tarmsygdomme. I disse tilfælde skal andre doseringsformer findes til medicinen. Når medicinen distribueres i kroppen, kan de undertiden ophobes i visse organer. Især fedtopløselige lægemidler opbevares i fedtvæv og kan ofte kun fjernes meget langsomt fra kroppen.

De største problemer kan opstå med metabolismen af ​​de aktive ingredienser. De kemisk modificerede stoffer har ofte også andre virkninger på organismen. Mange bivirkninger er resultatet af specielle nedbrydningsprodukter af lægemidler. Nogle gange øger stofskiftet endda effekten. Hvis flere lægemidler tages på samme tid, kan stofskiftet variere i forskellige hastigheder. Jo mere langsomt metaboliserede medikamenter ophobes, og deres virkning forbedres. For eksempel kan farmakokinetik forklare mange lægemiddelbivirkninger og krydsreaktioner mellem forskellige lægemidler.